Bookmark and Share

EFS: Stop for vilde arbejdstider i Europa




EU-kommissionen vil have sat en stoppet for brud på arbejdstidsdirektivet i Grækenland og Irland
03. oktober 2011

Mens EU-kommissionen med den ene hånd påtvinger Grækenland og Irland nedskæringer, som også krænker overenskomster og aftaler på arbejdsmarkedet, er de med den anden hånd klar til at trække landene for EU-domstolen, hvis de ikke retter ind efter arbejdstidsdirektivet.

Kommissionen har sendt en såkaldt åbningsskrivelse til de to lande, hvor de får besked på at rette ind efter arbejdstidsdirektivet for læger på offentlige hospitaler.
Landene har to måneder til at svare, og hvis de ikke retter ind truer Kommissionen med at trække dem for EU-domstolen for at få dem dømt for brud på EU-lovgivningen.

Selvom Irland har en lov som begrænser lægers arbejdstid, så bliver den ikke fulgt i praksis, konstaterer Kommissionen.

100 timer om ugen

Der er utallige sager, hvor yngre læger bliver pålagt at arbejde i 36 timers skift, og som arbejder over 100 timer om ugen. Der er gennemsnitlige arbejdstider på 70 – 75 timer om ugen, uden mulighed for nødvendig hvile og søvn, skriver kommissionen.

Lægerne på græske hospitaler og lægecentre arbejder ofte mindst 64 timer i gennemsnit om ugen. I nogle tilfælde er den ugentlige arbejdstid på 90 timer eller mere - uden nogen officiel grænse.

Kommissionen anser tilstandene for de græske og irske læger for en alvorlig krænkelse af arbejdstidsdirektivet. Overdrevne lange arbejdstider kombineret med ringe mulighed for frihed og søvn skaber en velkendt risiko for helbred og sikkerhed. Overtrætte læger risikerer at begå fejl, som er til fare for patienterne, konstaterer kommissionen.

Fagbevægelsen vil have stoppet misbrug

Den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS bakker op om Kommissionens skridt.
- Der er skrigende behov for at finde en løsning og få stopper de lange arbejdsdage i Europa, skriver EFS i en pressemeddelelse.

EFS mener, at situationen er uacceptabel i en moderne verden: Sådanne overdrevne arbejdstider skaber en situation hvor arbejdernes basale ret til anstændigt arbejde krænkes.
- Desværre er brud på arbejdstidsdirektivet vidt udbredt i EU. Det er derfor vigtigt, at Kommissionen fortsætter med at undersøge situationen i andre medlemslande, skriver EFS. (brink)

 



Back to Top