Bookmark and Share

Det er ikke slut med CETA




Når et flertal i Folketinget godkender CETA-aftalen mellem EU og Canada torsdag den 1. juni, er det egentlig ikke et punktum, der bliver sat, for CETA er blot den første aftale i en generation af nye handelsaftaler, der vil overskride grænserne for, hvad der er handelspolitik.
29. maj 2017
af Kenneth Haar, researcher Corporate Europe Observatory

Det er potentielt en stærkt indgribende aftale, der vil placere hensynet til handlen endnu mere centralt, og tilsidesætte andre hensyn – det være sig til miljø, folkesundhed eller sociale rettigheder, og der kommer flere af samme skuffe.
Der er TiSA-aftalen om tjenesteydelser, som kan gøre ondt på den offentlige sektor. Der er forhandlinger med Japan om en aftale, der vil være helt parallel med CETA. Og så er der TTIP, der igen er dukket op som en mulighed, efter Trump har opdaget, hvad USA’s store virksomheder vil med verdenshandlen.

Konceptet er sådan set meget enkelt: Store virksomheder kan bruge handelspolitikken til at fremme den dagsorden, de arbejder efter i forvejen. Det er et frontalangreb på regulering, der er vedtaget af hensyn til bredere samfundsinteresser, der står for skud, både herhjemme og i de lande, vi indgår aftaler med, i dette tilfælde Canada.

Sådan noget må nødvendigvis dele de politiske vande, og det gør det så også. Det er ikke for ingenting, at CETA hænger i en tynd tråd, fordi opinionen i en del medlemslande er meget negativ, og fordi flere socialdemokratiske partier rummer mange modstandere. Det gælder dog ikke det danske parti. Mens de fleste nok hænger fast i en forestilling om, at det parti vil sætte grænser for storkapitalens udskejelser, så er der intet på denne front, der tyder på det.

Centralt i hele balladen om handelspolitikken, og også i den danske debat, står de særdomstole, som udenlandske virksomheder kan bruge, hvis politiske beslutninger går dem imod. Og dér har de danske socialdemokrater sammen med de svenske formentlig været de mest ukritiske i hele Unionen. Ved en enkelt lejlighed – i oktober 2014 - var der seriøse overvejelser om, at særdomstolene skulle tages helt ud af teksterne, men den daværende socialdemokratiske handelsminister Mogens Jensen tøvede ikke: Han sluttede sig til en gruppe på 14 ministre fra lige så mange lande, som insisterede på at fastholde dem i aftalerne, og derved blev det.

Den socialdemokratiske holdning vandt også hævd i fagbevægelsen, hvor LO-toppen producerede vrøvl i metermål for at få den bitre pille til at glide ned. Og mens 3F’s hovedbestyrelse rullede en kritisk kongresbeslutning tilbage, vendte EU-Parlamentets beskæftigelsesudvalget tommelfingrene nedad til CETA af frygt for jobtab og angreb på faglige rettigheder. Kun en enkelt af de mange europæiske socialdemokrater i udvalget var positiv, nemlig danske Ole Christensen.

Så klart er det altså: De danske socialdemokrater har det ganske fint med en aftale, hvor store virksomheder får nye domstole som magtredskab, mens fagbevægelsen spises af med billig retorik. Det er dér, vi står, når CETA får officiel dansk opbakning på torsdag. Og det er dér, vi begynder, når det næste slag om handelspolitikken skal stå. 



Back to Top