Bookmark and Share

Bred appel om en ny vej for EU


Grækerne har betalt en høj pris for EU's sparepolitik, det afspejles i gadekunsten i Athen

Den Europæiske Faglige Sammenslutning bag bred appel om at gå nye veje i EU
24. maj 2018

Den Europæiske Faglige Sammenslutning varmer nu op til næste års valg til EU-parlamentet, i en bred appel, ” European Appeal: Companies and Employees – Blazing a New European Trail” som dags dato er underskrevet af knap 500 ”personligheder” fra fagbevægelsen, politiske partier og den akademiske verden, som EFS skriver på sin hjemmeside, hvor listen af underskrivere kan ses.

Appellen opfordrer til at gøre op med EU’s favorisering af aktieejerne og at gøre op med skattely og omgåelse af de faglige rettigheder i EU.

Udover generalsekretæren for EFS, Luca Visentini så er der blandt de første underskrivere navne som Thomas Piketty, der skrev vor tids udgave af ”Kapitalen” og tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Nyrup er en af de fem tidligere statsministre, som er blandt underskriverne. Ingen siddende regeringschef har skulle have noget klinket.

Dysfunktionel Union

Noget er gået helt galt i Den Europæiske Union, mener underskriverne og giver i appellen fire eksempler på, hvor dysfunktionelt EU fungerer:

- Hvordan kan det retfærdiggøres, at hundredtusindvis af postkassefirmaer har fået lov til at udvikle sig, når formålet med disse spøgelsesfirmaer er at undgå skat, arbejdsmarkedslove og regulering? Hvordan kan det forklares, at EU-domstolen afgørelser autoriserer restriktioner af de ansattes grundlæggende rettigheder, hvor formålet er at støtte forretningsmodeller, hvis eneste formål er at omgå beskyttelsen af arbejdstagerne? (En henvisning til bl.a. Laval-dommen red.) Hvordan kan tilbagevendende afsløringer, som Panama Papers og Paradise Papers undgå at få konsekvenser, det viser EU’s manglende evne til at forhindre rigmænd og store selskaber i at unddrage sig beskatning? Og endelig, hvordan kan vi acceptere, at på trods af skandaler som Rana Plaza fabrikkens kollaps i Bangladesh, så fortsætter mange firmaer med at vende det blinde øje til leverandører, der ignorerer de mest basale sociale-, miljømæssige og menneskerettigheder?

I appellen beskyldes EU-kommissionen for at have promoveret en teori om aktieejernes forrang, mens den virkelige økonomi og de ansatte er blevet glemt i processen.
- Resultatet er, at profitten er vokset på bekostning af lønningerne siden 1990’er. Det giver ingen mening, hedder det. Derfor er det på tide at tage situation for de 140 millioner arbejdstagerer i EU’s virksomheder op til revision, hedder det.

Sæt en ny retning

Appellen opfordrer til at lave en række reformer, som skal sætte en ny kurs for Europa i globaliseringens tid. Blandt forslagene er, at EU skal vælge den ”reelle økonomi”. Appellen anbefaler kraftig regulering for at stoppe mulighederne for at krybe i skattely.

Underskriverne opfordrer til at EU får en stærk myndighed, der skal kunne beskytte arbejdere, som arbejder i andre EU-lande. Det er et forslag EU-kommissionen allerede bakser med, men som den europæiske fagbevægelse ønsker skal være meget stærkere end der er lagt op til, og ikke mindst ønsker EFS at få del i styringen af et sådant europæisk arbejdstilsyn.

Et tredje markant forslag går på, at pålægge virksomhederne ansvar for forholdene hos deres underleverandører – et slags kædeansvar. ”Nye love må forpligte store firmaer til at tage ansvar for hele deres forsyningskæde, det skal forebygge at underleverandører krænker grundlæggende menneskerettigheder og sociale rettigheder,” hedder det.

Forslagene er på ingen måde udtømmende, understreges det, men de viser den retning, som en ny europæisk model burde udvikle sig. ”EU’s arbejdstagere skal ikke længere udelukkes fra EU-konstruktionen,” lyder appellen. (brink)

 



Back to Top