Bookmark and Share

Aftale giver fagbevægelsen adgang




En ny aftale mellem Region Hovedstaden og byggefagforbundene i BAT-kartellet giver fagbevægelsen adgang til at kontrollerer overenskomster og sikkerhed på byggepladserne
13. september 2017

Regions Hovedstaden og BAT-Kartellet indgik i går en aftale, som skal sikre arbejderne på regionens byggerier løn efter overenskomsten og praktikpladser. Aftalen betyder samtidig, at byggefagene får adgang til at kontrollere både arbejdsmiljøet og lønforholdene.

- De mennesker, som arbejder på vores byggerier, skal kunne forvente ordentlige løn og arbejdsvilkår. Derfor har vi indgået den her aftale, som giver BAT Kartellet adgang til at vurdere forholdene på regionens byggepladser, siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S) til Bygsam.dk.

- Som offentlig bygherre til store hospitalsbyggerier har vi et særligt ansvar. Derfor har vi vedtaget sociale klausuler og kædeansvar, der sikrer ordentlige løn- og ansættelsesvilkår. Det er vigtigt, fordi skatteydernes penge ikke skal gå til underbetalte udenlandske bygningsarbejdere, siger hun.

Ingen fiflerier

Der bygges og moderniseres, ifølge regionsformanden, for 20 mia. kroner på hospitalerne. Byggefagforeningerne har længe ønsket at få en aftale på plads med såkaldte ”sociale klausuler” for at sikre rammerne om sikkerhed, lærepladser og løntjek på de mange store byggeprojekter.
I Byggefagenes Samvirke er man tilfreds med, at der nu er nået en aftale.

- Vi er glade for den her aftale, der sikrer byggefagforeningerne adgang til regionens byggepladser. Vi har stor erfaring med stikprøvekontrol i forbindelse med social dumping og arbejdsmiljø og aftalen gør, at vi kan besøge byggepladserne og kontrollere, at der ikke fifles med konkurrencevilkårene - hverken på arbejdsmiljøområdet eller med løn og arbejdstid, siger Freddy Ridderhaugen, der leder sikkerhedspatruljerne i byggefagforeningerne. (brink)

 



Back to Top